Logo

RSS Print

Alinea donerer lærebøger

My name is Azad. I come from Turkey. Kurdiske børn i Tyrkiet fik i sommer besøg af et hold frivillige studerende fra Danmark med kufferten fuld af Alineas lærebøger.

Tilbage i maj måned blev Alinea kontaktet af studenterforeningen Fokus-A, som ønskede støtte i form af lærebøger til et lidt usædvanligt projekt. Målet var at undervise kurdiske børn fra Ergani i det sydøstlige Tyrkiet i engelsk i løbet af deres sommerferie.

Fokus-A er en forening for kurdiske studerende og akademikere i Danmark, der bl.a. arbejder for at udvikle og styrke engelskkundskaberne hos børn i de kurdiske områder, så flere kan få adgang til gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner.

Glad for at kunne gøre en forskel

Hos Alinea var salgs- og marketingchef Niels Refsgaard ikke lang tid om at beslutte sig for at støtte projektet:

”Her i Alinea er vi selvfølgelig mest optaget af at udvikle og udbrede gode læremidler til danske skoler og elever. Men vi vil da gerne hjælpe, hvor vi kan, og hvis kurdiske børn kan få glæde af de lærebøger, som ikke længere er aktuelle for os, men som stadig er didaktisk helt på omgangshøjde – så er der egentlig ikke så meget at betænke sig på.

Jeg er glad for, at vi kan gøre en forskel for de kurdiske børn ved at donere læremidler og på den måde hjælpe dem til en bedre uddannelse.”

Dermed var vejen banet for, at frivillige dansk-kurdiske studerende i to uger kunne rejse ned og undervise kurdiske børn i engelsk som del af et kommunalt projekt i kommunen Diyarbakir/Ergani. I sommerperioden plejer de fleste børn at arbejde for at tjene penge til familien, men alligevel valgte 40 ud af 180 børn at deltage.

Børnene blev bl.a. undervist i alfabetet, og de legede sanglege og ordlege. Eleverne, der alle kom fra 6.-8.-klassetrin, øvede sig i at præsentere sig selv og i at tale om emner som fx sport, krop, transport og tøj. Undervisningsmaterialet bestod af cd’er, grundbøger og øvelsesbøger.

Læremidler falder på et tørt sted

Alineas undervisningsmidler er ifølge næstformand for Fokus-A, Asmar Mamadi, faldet på et meget tørt sted og har derfor været til stor gavn for de kurdiske børn:

”Kurdiske børn er ikke så vant til undervisningsmaterialer med samme høje standard som i Danmark. Og samtidig er det selvfølgelig også lidt spændende at blive undervist i engelsk af frivillige, der kommer rejsende fra Danmark.

Det er alt sammen med til at skærpe elevernes interesse for læring og for at få nogle bedre engelskkundskaber.”