Logo

RSS Print

ALT for damerne vinder sag om kvindeløb

Højesteret har i dag stadfæstet dom om, at Sparta handlede ulovligt, da de brugte ALT for damernes varemærke til at markedsføre Spartas eget løb

Der er i dag faldet dom i Højesteret i sagen mellem ALT for damerne og løbevirksomheden Sparta. Højesteret stadfæstede den klare afgørelse fra Sø- og Handelsretten, der afgjorde, at Sparta handlede ulovligt, da de brugte ALT for damernes varemærke til at markedsføre Spartas eget løb. Det skete i 2010, efter parterne var ophørt med at arrangere kvindeløb sammen.

Højesteret stadfæstede desuden, at Sparta skal betale 100.000 kr. i erstatning plus sagsomkostninger til ALT for damerne. ALT for damerne donerer erstatningen til frivillig idræt.

Retten afgjorde også, at ALT for damerne må bruge betegnelsen "det første og største" kvindeløb" om ALT for damernes Kvindeløb.

"Vi er meget tilfredse med stadfæstelsen af dommen, der nu ikke længere kan ankes. Den slår klokkeklart fast, at Sparta handlede ulovligt, da de brugte ALT for damernes varemærke til at markedsføre deres kvindeløb. Retten anerkender desuden, at vi må kalde ALT for damernes kvindeløb for 'det første og største'," siger chefredaktør Camilla Frank fra ALT for damerne.