Logo

RSS Print

5 gymnasieforlag lancerer fælles portal for digitale undervisningsmaterialer

Gymportalen er en ny digital platform for undervisningsmateriale lanceret af det Egmont ejede L&R Uddannelse sammen med Forlaget Columbus, Haase & Søns Forlag, LMFK-forlagene og Forlaget Nucleus.

I dag kan det være noget af en udfordring at finde de digitale læremidler, der bruges i løbet af en enkelt dag på gymnasiet. De enkelte materialer gemmer sig på udgivernes egne hjemmesider, i forskellige formater, med forskellige login-rutiner og med forskellige tekniske muligheder.

Det har en gruppe af forlag nu gjort noget ved – sammen har de skabt Gymportalen. Bag denne nye digitale materialeplatform står Forlaget Columbus, Haase & Søns Forlag, LMFK-forlagene, L&R Uddannelse samt Forlaget Nucleus.

Samme login til alle materialer

Gymportalen har valgt at styre adgangen til materialerne ved hjælp af UNI-Login. Det betyder, at der er adgang til alle forlagenes materialer med den samme kode – uanset hvor mange i-bøger® og e-bøger eleverne har adgang til, og uanset hvilket forlag materialerne kommer fra. Hvert format har en veldefineret funktionalitet, som er identisk på tværs af fag og forlag.

Allerede i foråret vil Gymportalen indeholde kvalitetsmaterialer fra en bred vifte af fag til de gymnasiale uddannelser, og der vil være et udvalg af materialer til samme fag fra forskellige forlag.

Forlagene udtaler:

"Fra et teknisk synspunkt giver samarbejdet en bredere kontaktflade til brugerne. Det betyder, at vi løbende og målrettet kan videreudvikle de digitale tilbud i den helt rigtige retning."

"Underviserne får nu et reelt valg imellem digitale materialer fra forskellige udbydere på samme platform – uden at skulle sætte sig ind i flere forskellige digitale løsninger."

Gymportalen gik i luften den 26. april 2012

Læs mere detaljeret om Gymportalens salg, support og funktionalitet på forlagenes hjemmesider eller på http://www.gymportalen.dk/.