Logo

RSS Print

120 kvinder til træf med kjole fra Hendes Verden

Det begyndte i Hendes Verden, som for fire måneder siden udgav et strikketillæg. I dette strikketillæg var der en kjole, som var nem at strikke, og flere hundrede kvinder forelskede sig i den.

En Hendes Verden læser oprettede en gruppe på Facebook, som fik navnet: "Hendes Verden kjole.". Gruppen fik hurtigt mere end 1.500 medlemmer.

Det gik op for Lotte Arleth, hvor populær den kjole, hun også selv havde lavet, var blevet. Derfor meldte hun sig også ind i Facebookgruppen, der på daværende tidspunkt havde et par hundrede medlemmer. Kort efter fik hun idéen, at det da kunne være hyggeligt at mødes.

Tiden nærmer sig nu kjoletræffet, som foregår både i København og Vejle, og det deltagende antal er snart oppe på 60 kvinder i hver by.

"Hvis bare 10 kunne mødes, syntes jeg, det var helt fantastisk," siger Lotte Arleth.

Nu er antallet så over fem gange så stort, så det bliver noget af et syn med så mange i stort set ens kjoler.

"Jeg er meget overrasket over det er blevet så stort, det er jeg. Det er svært at samle folk i dag. Det er enormt fedt, at de alle kommer her med kjolen enten på kroppen eller på strikkepindene," siger kvinden bag det Københavnske træf, Lotte Arleth.

Fællesskab er altid på mode

De gamle dyder som for eksempel at strikke og hækle er svære at ryste ud af et samfund. Der har været perioder, hvor det at strikke har været decideret yt, så blev det det hotteste og stilnede lidt af igen. I år er det blevet lidt mere hit end skidt endnu engang, men en ting vil dog altid være populært. Nemlig fællesskabet.

For Lotte er det da heller ikke vigtigt, om det er populært at strikke.

"Jeg synes, det er så fantastisk, at man kan mødes uden begrænsninger. Alle kan komme. Statur, politisk overbevisning og arbejde spiller ingen rolle. Det er et godt fællesskab, vi har I vores strikkeklub"

Ifølge en amerikansk undersøgelse er der flere fordele ved den kreative dyd. Det kan sænke angst, forsinke demens og så kan det netop skabe det fællesskab, som blandt andre Lotte holder så meget af.

"Det er hyggeligt at snakke med de andre og få nogle andre vinkler på det hele, og så kan jeg også godt lide, at mens noget flytter sig i hovedet, så er der også noget der flytter sig på pindene," siger Lotte Arleth. 

FAKTA:

Kjoletræf København
Lørdag d. 6/9
Karens Minde Kulturhus
Wagnersvej 19
2450 København SV
Kl. 11:00-15:00
50-60 deltagere

Kjoletræf Vejle
Lørdag d. 13/9
Vejle Midtpunkt
Nørregade 69
7100 Vejle
Kl. 11:00-16:00
50-60 deltagere

 

Dette er kjolen, som deltagerne allesammen har strikket en version af.

Det er denne kjole, som alle de deltagende kvinder har lavet en version af.