Anders And-fund skuffede

25.04.2016

De værdifulde gamle Anders And-blade var ikke blandt det indleverede materiale fra tyveriet i 2014, som Egmont Publishing tidligere i dag modtog 

En stor samling blade dukkede mandag op på et advokatkontor i København. Materialet stammer efter alt at dømme fra tyveriet fra Egmont i Skovlunde i maj 2014, men et nærmere eftersyn skuffer:  

De gamle, unikke Anders And-blade helt tilbage fra første udgave i 1949, som ved tyveriet var i unik god stand, er ikke blandt det indleverede.

De tyve flyttekasser indeholdt slet ingen Anders And-blade. Kun udgaver af Basserne fra 1979, gamle udgaver af Hjemmet, mange nyere jumbobøger og Knold og Tot-hæfter.

“Dagen har været en rutschebanetur; først blev vi rigtig glade ved udsigten til at få bladene tilbage, og nu er vi mest af alt skuffede," siger produktchef Gitte Hoffmann fra Egmont Publishing.

Pressen har hele dagen fulgt udviklingen i det interessante fund, men det viser sig altså mest af alt at være en ... and.​​​