ALT for damerne klar til kåringen af ”Din Modebutik 2015”

06.05.2015

ALT for damerne giver sammen med læserne et skulderklap til den lokale modebutik. 12 finalister er tilbage i kampen om at blive "Din Modebutik 2015".

I alt 100.000 kr. er på højkant og 12 modebutikker er nomineret i ALT for damernes konkurrence om 'Din Modebutik 2015' i samarbejde med M.F.K.'s Almene Fond.

Fra hele landet er nomineringerne til den nye pris strømmet ind på www.ALTfordamerne.dk, hvor læserne har fortalt, hvorfor netop deres lokale modebutik har gjort sig fortjent til prisen.

Svendborg-butik nomineret
Signe Juul Kjær fra Svendborg har nomineret sin lokale modebutik, Prinsesse 2ben.

”Jeg synes at de fortjener titlen, da det er Svendborgs svar på mode. Hver gang jeg tager turister fra forskellige dele af landet med til Svendborg by, tager vi altid et kig i netop denne butik - og det er den samme positive reaktion hver gang! Det er altid "Gud, har I også sådan en butik i Svendborg?"

Der bliver kåret en vinder fra hver landsdel: Jylland, København, Sjælland og Fyn og Øerne. De fire vinderbutikker modtager hver 25.000 kr., som skal benyttes til at skabe opmærksomhed om butikken, optimere webshoppen, forbedre butikken indvendigt, shine facaden op - eller noget helt andet.

Et skulderklap til den lokale butik
"På ALT for damerne vil vi gerne give et skulderklap til de mange flotte modebutikker rundt om i landet, som gør et stort stykke arbejde med at indrette deres butik eller give god service til deres kunder, " siger Tina Nikolaisen, chefredaktør, ALT for damerne.

Konkurrencen om at blive "Din Modebutik 2015" afvikles i samarbejde med Manufakturhandler Foreningen i Kjøbenhavns Almene Fond (M.F.K’s Almene Fond).

Afstemningen om ”Din modebutik 2015” kører frem til uge 21, og læserne kan stemme på deres lokale favorit på www.Altfordamerne.dk/modebutik2015.