Airmagine melder om topform

24.08.2016

Airmagine, der leverer digital reklame i Københavns Lufthavn, har klaret sig flot gennem første halvår af 2016. Nye produkter på vej. 

Dansk Reklame Films outdoor-satsning, Airmagine, kom – i modsætning til konkurrenterne – styrket ud af årets første seks måneder. Muligheden for ”kvalificeret eksponering” er en del af forklaringen. I 2015 landede Egmont-ejede Dansk Reklame Film en trecifret millionkontrakt med Københavns Lufthavne om at digitalisere al reklame i lufthavnen. Og satsningen på digital outdoor-reklame har givet bonus.

“Airmagine har klaret sig flot gennem første halvår af 2016,” siger Theis Hector, der er direktør i Dansk Reklame Film og Airmagine, til Markedsføring.

“I vores etableringsår 2015 formåede vi at skabe vækst i forhold til den tidligere reklameudbyder, og væksten er fortsat i første halvår 2016. Resultatet bliver sat ekstra i relief, når vi kigger på, at resten af outdoor-markedet i Danmark ligger i indeks 97 i samme periode,” tilføjer han.

Hele Airmagine-projektet er baseret på masser af research af, hvilke ønsker markedet har til et moderne Digital Out of Home (DOOH)-medie. Kunderne omfatter bl.a. M&M’s, Chanel, Huawei, Volvo og Telia.

Hos Airmagine opereres der med en garanti for leverede kontakter. Det betyder, at der her måles på den specifikke trafik og opmærksomhed på en række udvalgte digitale reklameflader via såkaldte “face detection”-sensorer. 

“Vi fortsætter med at udvide produktsortimentet med nye digitale muligheder for at nå de ønskede målgrupper. I øjeblikket arbejdes der bl.a. med live nyhedsindhold på skærmene,” fortæller Theis Hector til Markedsføring.