asterix-lille-web

Verdens mest populære tegneserie er tilbage

26.10.2017

Asterix og Obelix er tilbage i storform i en hæsblæsende og actionfyldt historie. Asterix i støvlelandet er det første nye Asterix-album i to år, og det er samtidig det tredje album fra Ferri og Conrad, der overtog arbejdet med at skabe verdens mest populære tegneserie i 2011, da Albert Uderzo gik på pension. 

Asterix i støvlelandet er det første album siden Cæsars papyrus, og det tredje album der er skabt af makkerparret Jean-Yves Ferri, der har skrevet historien, og Didier Conrad, der har tegnet den.

Albummet rummer en byge af øretæver og brækkede tænder, som vil begejstre fans af røverhistorier, uforlignelige ordspil og verdenshistorie set med nye briller. Tilblivelsen af albummet har været overvåget af Albert Uderzo, som sammen med René Goscinny skabte verdens største tegneseriesucces i 1959.

Uderzo gik på pension i 2011 og overlod dengang serien til Ferri og Conrad. I alt er der solgt over 370 millioner Asterix-album, og det nye album udkommer i over 25 lande.

Obelix har fået en central rolle
Noget af det, der gør Asterix i støvlelandet til noget helt særligt, er, at Obelix har fået en mere central rolle i historien. Didier Conrad forklarer:

”Obelix er ikke så enfoldig, som han virker. Han er seriens mest barnlige figur og dermed også den, som bedst kan tænke sig at udvikle sig. Anatomisk set er han den mest lunefulde. I løbet af de forskellige album har hans proportioner ændret sig meget. Det virkede naturligt for Jean-Yves og mig at give ham en større rolle end sædvanligt. Denne gang er det virkelig Obelix, som styrer løbet og historien.”

Et nyt Asterix-album er en verdensbegivenhed
Charlotte Raun, marketingschef på Asterix-udgivelser hos Egmont Publishing, siger:

”Det er altid et stort øjeblik, når der udkommer et nyt Asterix-album – ja, faktisk er det jo en verdensbegivenhed. Det er verdens mest populære tegneserie, og vi er stolte af at udgive denne danske version, som er særdeles kyndigt oversat af François-Eric Grodin, der mesterligt har fordansket Asterix siden 2001.”

Albummet udkommer i en softcover-version til 128 kr., som kan købes i supermarkeder og kiosker. Desuden udkommer det i en hardcover-version til 148 kr., som kan købes hos boghandlerne.