Logo

RSS Print

Hvem er Danmarks sødeste kassedame 2017?

Kender du Danmarks sødeste kassedame? Så er det nu, du skal nominere hende eller ham til at vinde ugebladet Hjemmets titel som Danmarks sødeste kassedame 2017

Hjemmets chefredaktør Marianne Gram overrasker Danmarks sødeste kassedame 2016, Susanne Hansen fra Rema 1000 i Middelfart. Foto: Søren Jansby

Flere gange om ugen gør landets kassedamer m/k en forskel for rigtig mange af os. Med et smil på læben, en rar bemærkning eller en ekstra personlig service gør han eller hun hverdagen bedre - og det skal værdsættes. Derfor sætter ugebladet Hjemmet nu jagten ind på Danmarks sødeste kassedame m/k 2017: 

"Der er ingen tvivl om, at en sød kassedame kan få humøret til at stige hos kunderne. Vi får nogle meget rørende og personlige nomineringer fra folk, som gerne vil takke deres kassedame for den opmærksomhed, det søde smil og den rare bemærkning, de får fra dem - de går simpelthen gladere hjem efter indkøbsturen," siger chefredaktør på Hjemmet Marianne Gram. 

Det er fjerde år i træk, at Hjemmet kårer Danmarks sødeste kassedame. Sidste år var hele 279 kassedamer m/k nomineret til titlen - vinderen blev Susanne Hansen fra Rema 1000 i Middelfart, der udover titlen som Danmarks sødeste kassedame 2016 også fik en gavecheck på 10.000 kr. og en række skønne gaver. 

"Vi har tradition for at få rigtig mange nominerede fra hele landet, og det håber vi også, der vil komme i år," siger Marianne Gram.  

Allerede nu kan du sende din nominering på: Danmarks.Soedeste.Kassedame@hjemmet.dk

Man kan også nominere pr. brev til adressen: Hjemmet, Postboks 252, 2100 København Ø. Mærk kuverten "Danmarks sødeste kassedame".

Begrundelsen for, hvorfor netop din lokale kassedame m/k skal vinde prisen, skal være Hjemmet i hænde senest d. 16. januar 2017.