Logo

RSS Print

Hjemmet har fundet Danmarks sødeste kassedame 2017

Med et flertal af stemmerne kan Hanne Skov Andersen fra Odense kalde sig Danmarks sødeste kassedame 2017 

Vinder af Danmarks sødeste kassedame 2017: Hanne Skov Andersen med favnen fuld af blomster, flankeret af Hjemmets chefredaktør Marianne Gram. Fotograf: Sara Wilkins

 

Det er onsdag formiddag i SuperBrugsen i Odense-forstaden Næsby, da glasdørene glider op, og en kvinde træder ind. Hun skal ikke købe noget – Hjemmets chefredaktør Marianne Gram er i butikken for at overraske kvinden bag kassen. Hanne Skov Andersen er nemlig vinder af Danmarks sødeste kassedame 2017.

“Jeg er vildt stolt – vildt beæret. Jeg har Danmarks bedste kunder,” siger en tydelig rørt og meget glad Hanne Skov Andersen efter at have modtaget de skønne gaver, smukke blomster og en check på 10.000 kr.

Ud over kassebåndet

Allerede i januar, da Hjemmet lancerede jagten på Danmarks sødeste kassedame, satte 98 kunder sig ned og skrev en personlig indstilling af Hanne Skov Andersen. For kunderne gør Hanne Skov Andersen nemlig en betydelig forskel – både med sine smil og venlige ord, men også når hendes omsorg strækker sig langt ud over kassebåndet. Således har Hanne Skov Andersen fx ageret julemænd for syv børnefamilier – og bragt glemte varer hjem til kunderne efter job. Og med et flertal af de samlede stemmer kan den 53-årige kvinde sole sig i en velfortjent kåring.

Rekord igen

Igen i år satte Hjemmets konkurrence rekord med hele 391 indstillede kassedamer. Og chefredaktøren mener nok, at der også bliver en kåring igen næste år: “Danmarks sødeste kassedame bringer simpelthen så mange varme historier og så megen glæde i lokalsamfundene, at jeg mener, der er basis for et 5. år med Danmarks sødeste kassedame,” siger Marianne Gram.