Logo

RSS Print

Guldknappen 2016 går til...

Vinderen af ALT for damernes designpris 'Guldknappen 2016' er kåret ved et stort modeshow i Skuespilhuset i København 
Foto: Helle Moos

Stine Goya, designeren bag de eventyrlige print, feminine signaturfarver og finurlige silhuetter, er af ALT for damernes læsere blevet kåret som vinder af den prestigefyldte designpris Guldknappen 2016. 

Ved et stort anlagt modeshow i Skuespilhuset viste Stine Goya og de to øvrige nominerede Samsøe & Samsøe og 2ndday deres efterårskollektioner, der netop er kommet i butikkerne, frem, før vinderen blev afsløret. 

"Guldknappen og vores modeshow er den dag på året, hvor vi på ALT for damerne sammen med vores læsere fejrer dansk design, når det er bedst. Stort tillykke til de nominerede og ikke mindst til Stine Goya," siger chefredaktør Tina Nikolaisen. 

Guldknappen er blevet uddelt i mere end 30 år, og Stine Goya er begejstret for nu at stå som vinder. 

"Tusinde tak - hvor er jeg fuldstændig for vildt glad! Den her pris betyder rigtig meget. Respekt til ALT for damerne for at udvikle jer og samtidig stå fast på det, I er. Det samme prøver jeg i mit daglige design," sagde hun efter prisoverrækkelsen, hvor hun takkede både sit team og sine kunder.  

Brandet Stine Goya blev grundlagt i København i 2006 af Stine Goya, som er uddannet fra den anerkendte britiske design- og kunstskole Central St. Martins. Kollektionerne bliver i dag solgt i udvalgte butikker i 25 lande verden over. 

Modehusene Ganni, By Malene Birger, Margit Brandt og Julie Fagerholt Heartmade er blandt de tidligere modtagere af Guldknappen, der blev stiftet af ALT for damerne i 1984 med det formål at hædre danske designere og brands, som har udmærket sig. Det er ALT for damernes læsere, der har valgt vinderen. Flere tusinde læsere har online stemt på netop deres favorit i designkonkurrencen.