vognmagergade-fotografmartin-lind-887-499

Egmont leverer solidt resultat

14.03.2017

Med resultatfremgang i tre ud af fire divisioner og en omsætning på 11,6 mia. kr. kom mediekoncernen Egmont solidt ud af 2016. Egmont har digital vækst og fremgang i nye forretninger som led i strategien ”Grow with the Modern Consumer”. Resultatet på 523 mio. kr. er præget af vækstinvesteringer og øgede indholdsomkostninger. Egmont donerede 97 mio. kr. til at hjælpe børn og unge samt til at støtte filmtalenter.

Egmonts omsætning udgjorde 11,6 mia. kr. i 2016, og den organiske vækst i lokal valuta var 286 mio. kr. Hertil kommer 1,9 mia. kr. i ikke-konsolideret omsætning, der stammer fra delejede virksomheder inden for blandt andet vækstområder som e-commerce og digitale marketing services. Egmonts samlede forretningsaktivitet udgjorde dermed reelt 13,5 mia. kr.

Nordisk Film, Egmont Publishing og Egmont Books havde resultatfremgang. TV 2 i Norge leverede god forretningsmæssig performance og fortsatte sin markante digitale vækst, men øgede omkostninger til sportsrettigheder og ny fremtidssikret organisation påvirkede divisionens resultat. Alle fire divisioner fortsatte med at udvikle forretningen til en mere digital forbrugeradfærd. Driftsresultatet før renter og afskrivninger (EBITDA) var 1.267 mio. kr. Resultatet før skat (EBT) udgjorde 523 mio. kr.

”Jeg er glad for, at vi leverer et solidt resultat samtidig med, at vi investerer i fremtidens mediemarked. Vores strategi ”Grow with the Modern Consumer” har fokus på, at Egmont i stigende grad bliver en virksomhed, hvor der er sammenfald mellem medieindhold, forbrugeradfærd og teknologi. Vi styrker indholdsdelen i vores kerneforretning inden for tv, film, magasiner og bøger. Vi investerer i nye forretningsområder med høj vækst som e-commerce, gaming og digitale marketing services. Vi anvender teknologi for at styrke vores abonnementsmodeller og øge de direkte kunderelationer,” siger Egmonts koncernchef Steffen Kragh.

Hovedpunkter fra Egmonts divisioner:

  • TV 2 havde seerfremgang som følge af stærke programmer og stod bag de mest sete kanaler i målgruppen 20-49 år. Streaming-servicen TV 2 Sumo og teknologivirksomheden Vimond præsterede markant vækst.
  • Nordisk Film havde rekordomsætning og stod bag en række kommercielle og kunstneriske filmsucceser, hvor både den danske film Under sandet og den svenske co-produktion En mand der hedder Ove blev nomineret til Oscar-statuetter. Biograferne i Danmark og Norge solgte samlet set 9,7 mio. billetter, og salget af PlayStation 4 i Norden oversteg forventningerne.
  • Egmont Publishings blad- og magasinforretning leverede stærke resultater i et ellers vigende marked, samtidig med at bl.a. den russiske forretning blev solgt fra på grund af ny lovgivning. Porteføljen af digitale marketing services og e-commerce-selskaber voksede yderligere.
  • Bogforlagene Lindhardt og Ringhof og Cappelen Damm udgav markante bøger og forstærkede deres førende position inden for e-bøger og lydbøger gennem opkøb og digital udvikling.

”Journalistik, drama og underholdning i tv, film og på papir udgør fortsat kernen i Egmont, men vi bliver i stigende grad også en teknologivirksomhed, fordi indhold og teknologi går hånd i hånd i mediemarkedet. Som en erhvervsdrivende fond investerer vi langsigtet i udvikling af forretningen og uddeler 97 mio. kroner til udsatte børn og unge samt filmtalenter,” siger Steffen Kragh.

Egmonts egenkapital udgør 6.195 mio. kr. i 2016, og soliditeten udgør 51 procent. Egmont er gældfri.

I 2016 donerede Egmont 97 mio. kr. til udsatte børn og unge samt filmtalenter via Nordisk Film Fonden. I løbet af året fokuserede Egmont bl.a. på de alleryngste børn. Egmont Rapporten 2016 dokumenterede, at det er de første 1.000 dage af et barns liv, der afgør, hvordan barnet klarer sig senere hen. Egmont øremærkede også 30 mio. kr. over to år til en indsats målrettet flygtningebørn. Gennem signaturprojektet Lær for livet har knap 300 anbragte børn og unge indtil nu deltaget i intensive læringscamps og fået en personlig mentor. I alt har Egmont uddelt 2,8 mia. kr. siden 1920.

 

Hovedtal i mio. DKK

2016

2015

Omsætning11.61411.753
Resultat før renter og afskrivninger (EBITDA)1.267 1.417
Resultat før skat (EBT)523757
Egenkapital6.1955.634

 

Yderligere oplysninger:


Jesper Eising

Head of Press, Communications & Public Affairs
+45 29603019

Line Aarsland
Vice President, Communications & Public Affairs
+45 24407471

TV 2
Omsætning: 3.333 (3.250) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 83 (259) mio. kr.

TV 2 er Norges største kommercielle mediehus målt på dagligt tidsforbrug og leverer nyheder, sport og underholdning via i alt syv kanaler samt net og mobil. Væksten i omsætning i lokal valuta var 7 procent. TV 2 havde i 2016 et lavere resultat end de foregående år. Dette skyldes investeringer i premium indhold og rettigheder samt omkostninger forbundet med en større organisationsomlægning, der udrulles i 2017 og ruster TV 2 til den fremtidige markedssituation. TV 2 er samlet set Norges største tv-kanal for de 20-49-årige og havde succes på hovedkanalen med stærke programformater, bl.a. det egenudviklede talentshow The Stream, som er solgt til produktion i USA. TV 2s genre-kanaler bidrog positivt og fastholdt deres seertal. TV 2 Sumo fortsatte væksten i både omsætning og abonnementer og er Norges største streaming-service målt på omsætning. tv2.no fortsatte sin vækst og er Norges tredjestørste kommercielle nyhedssite med mere end 1,1 mio. unikke besøg per dag. Selskabet Vimond, der sælger OTT-software-løsninger, havde omsætningsvækst på 68% og har nogle af verdens førende medieselskaber som kunder.

Nordisk Film
Omsætning: 3.949 (3.706) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 236 (215) mio. kr. 

Nordisk Film producerer, distribuerer og markedsfører film og tv-serier i Norden, driver biografer i Danmark og Norge samt sælger PlayStation i de nordiske og baltiske lande. Nordisk Film står desuden bag digitale forretninger inden for gavekort, billetter og online-filmkanaler. Nordisk Film leverede i 2016 den højeste omsætning nogensinde og havde et meget stærkt resultat. Alle forretningsområder bidrog positivt, og særligt filmområdet med mange stærke titler og salget af PlayStation 4 oversteg forventningerne. Nordisk Film Games påbegyndte investeringer i nordiske computerspilvirksomheder. Nogle af de bedste og mest sælgende danske film i 2016 var produceret af Nordisk Film. Martin Zandvliets Under sandet blev nomineret til en Oscar, og komedien Klassefesten 3 – Dåben solgte 550.000 billetter. Det delejede Zentropa stod bag årets bedst sælgende film, Flaskepost fra P, der solgte mere end 700.000 billetter. Nordisk Film var medinvestor og distributør af en række nordiske filmsucceser. Den svenske En mand der hedder Ove blev nomineret til to Oscars, og i Norge blev storfilmen Kongens valg set af mere end 720.000 biografgængere. Nordisk Film Biografer solgte 5,7 mio. billetter i Danmark og 4,0 mio. billetter i Norge og er markedsledende i begge lande. Billetforretningen Venuepoint er nu et joint-venture mellem Nordisk Film og tyske CTS Eventim og planlægger at udvide aktiviteterne til også at omfatte bl.a. venuedrift. Nordisk Films gaveforretning GoGift.com leverede omsætningsfremgang.

Egmont Publishing
Omsætning: 3.940 (4.429) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 297 (270) mio. kr. 

Egmont Publishing står bag 700 bladtitler i mere end 30 lande, en international børnepublishing-forretning, e-commerce virksomheder og digitale marketing services. Egmont Publishing havde fremgang i resultatet. Det gode resultat er baseret på stærk performance i bl.a. Norge og Sverige. I 2016 blev Egmont Publishings forretninger i Rusland og Tjekkiet samt dele af den tyske forretning solgt fra, hvilket påvirkede den samlede omsætning. Frasalget af den russiske forretning skyldtes ændringer i russisk lovgivning, der forbyder udenlandske medievirksomheder at eje mere end 20 procent af russiske medieselskaber. Egmont Publishing udviklede sine abonnementsmodeller – herunder den digitale magasintjeneste Flipp – og havde samlet set 1,3 mio. abonnenter. Egmont Publishing har en betydelig satsning inden for e-commerce og er medejer af syv nordiske e-commerce-selskaber. Målsætningen er, at de enkelte selskaber skal være markedsledere i Norden inden for deres nicher. I 2016 købte Egmont Publishing sig ind i svenske Outnorth og danske Nicehair. Porteføljen af e-commerce-selskaber havde en samlet omsætning på godt 1 mia. kr., der konsolideres begrænset i Egmonts omsætning. Også inden for digitale marketing services har Egmont Publishing opbygget en stærk portefølje af seks delejede nordiske selskaber. Umiddelbart før årsskiftet købte Egmont Publishing sig ind i det svenske digitale indholdsbureau KAN.

Egmont Books
Omsætning inkl. Egmonts andel af Cappelen Damm: 913 (937) mio. kr.
Resultat uden Cappelen Damm, som ikke indgår i det konsoliderede regnskab pga. de internationale regnskabsregler (IFRS):
Omsætning: 330 (326) mio. kr. Resultat før finansielle poster: 47 (42) mio. kr.

Egmont Books består af Norges største forlag Cappelen Damm, og Danmarks næststørste forlag Lindhardt og Ringhof. Begge forlag udgiver skønlitteratur, fagbøger, børnebøger, lydbøger, e-bøger og undervisningsmaterialer. Lindhardt og Ringhof udgav cirka 600 nye bogtitler. Forlaget stod bag en række af årets markante og prisvindende bøger. Merete Pryds Helles Folkets skønhed blev indstillet til flere priser og modtog både boghandlernes De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Leif Davidsens krimi Djævelen i hullet lå i toppen af bestsellerlisterne, og den afghansk-fødte Geeti Amiris Glansbilleder skabte stor debat og omtale. Saga Egmont, der udgiver e-bøger og lydbøger, fortsatte dets vækst med bl.a. syv opkøb, herunder tyske Steinbach Sprechende Bücher, svenske Ljud Classicas og det danske Forlaget Rosenkilde. Saga Egmont forventer at have digitaliseret 15.000 bogtitler i løbet af 2017. Norges største forlag, Cappelen Damm, havde sit bedste år nogensinde. Cappelen Damm udgav over 1.500 titler og er samlet set markedsleder i Norge med forfattere som Vigdis Hjorth, Selma Lønning Aarø, Karin Fossum, Lars Kepler, Gudny Ingebjørg Hagen, Sophie Elise Isachsen og Torbjørn Færøvik. Cappelen Damm købte Bazar forlag og Grammafon. Boghandlerkæden Tanum åbnede den første af fem butikker i Oslo Lufthavn i 2016.

Almennyttig virksomhed

Egmont er en erhvervsdrivende fond, hvor en del af mediekoncernens overskud går til at støtte udsatte børn og unge, mens det øvrige overskud geninvesteres i at udvikle mediekoncernen. Hovedaktiviteten er i Danmark, men uddelingerne i Norge er øget. Siden 1920 er der uddelt 2,8 mia. kr. omregnet til nutidsværdi. I 2016 har Egmont uddelt 97 mio. kr., heraf har Nordisk Film Fonden uddelt 5,0 mio. kr. til talentudvikling i filmbranchen. I 2016 fokuserede Egmont bl.a. på de alleryngste børn og lancerede sammen med tænketanken DEA Småbørnsalliancen, hvor aktører med viden om og interesse for børns læring og livsduelighed arbejder sammen om at sikre børn en god start på livet. Egmont Rapporten 2016 satte fokus på de helt små og viste, at det er de første 1.000 dage af et barns liv, der afgør, hvordan barnet klarer sig senere hen. Signaturprojektet Lær for livet fortsatte i 2016, og 300 anbragte børn og unge er nu en del af programmet, hvor de kommer på læringscamp og får en personlig mentor. 2016 blev også året, hvor Egmont i Norge indgik i et fireårigt partnerskab med Kronprinsparets Fond, der skal øge trivsel og læring for unge i Norge, ligesom der blev afsat midler til at sikre nytilkomne flygtningebørn den bedst mulige start på livet i Danmark og Norge. Nordisk Film Fonden uddelte til bl.a. signaturprojektet Isbjørnens forfattercamp, som skal styrke professionelle manuskriptforfattere.