Logo

RSS Print

Egmont fortsætter ekspansion på E-commerce

Egmonts nordiske e-commerce virksomhed Bageren og Kokken overtager GoShopping. Sammenlægningen af de to selskaber sikrer en førende position på online handel med køkkenudstyr og robotter til hjemmet

Høj kvalitet og stor skala er nøglen til succes på et vækstmarked med hård konkurrence. Og netop de to aspekter er centrale, når den succesfulde e-commerce virksomhed GoShopping nu bliver en del af familien hos Egmont-ejede Bageren og Kokken. Sammenlægningen, som sikrer Bageren og Kokken 85,5 % af ejerskabet mens stifterne af  GoShopping sidder på de resterende 14,5 %, sikrer samtidig en førerposition på e-handel inden for såvel køkkensegmentet som robotter til hjemmet.

CEO hos Bageren og Kokken, Robert Henricson peger på fusionens fantastiske muligheder for at blive en endnu stærkere aktør på markedet:

”I både Sverige og Norge har vi allerede en stærk position – nu får vi det samme i Danmark. Hos Bageren og Kokken er vi kendt for vores ekspertise inden for vores kategori – og med sammenlægningen får vi kompetencer ind, som gør os endnu bedre,” siger han.

Prisbelønnet
Kasper Witt, som er den ene af de tre ejere af GoShopping, øjner oplagte synergier i forhold Bageren og Kokken:

”Og vi styrker vores muligheder og position i hele Skandinavien. Vores ambition er at være den største spiller i Norden – og vi er nu mere end godt på vej. Samtidig får vi glæde af Egmonts styrke og viden på området,” siger han.

GoShopping har tre gange – og senest for ganske nylig – modtaget Børsens Gazelle-pris. Virksomheden har siden 2015 haft en markant vækst, som i 2017 forventes at resultere i en omsætning på godt 140 mio. kr. Samlet set vil de to virksomheder allerede i 2017 have en konsoliderede omsætning på små 300 millioner DKK.

Egmonts strategi
For nylig købte Egmont Publishing sig til det fulde ejerskab af Bageren og Kokken, og efter fusionen vil udgiverhuset altså fortsat være den største ejer.

”Vi er glade for at byde GoShopping velkommen. Fusionen sikrer os en betydelig position i Danmark, og den er en vigtig brik i forhold til at have den førende position inden for dette segment,” siger Cato Broberg, General Manager for E-commerce i Egmont.

I forvejen har Egmont Publishing investeret i en række stærke virksomheder inden for e-handel, herunder Jollyroom, Fjellsport, Med24, Nicehair og Outnorth. Derudover satser mediekoncernen på marketing service selskaber, ligesom Egmont står bag Nordisk Film, 700 magasiner og blade, bogforlag og TV2 i Norge.

GoShopping og Bageren og Kokken fortsætter under deres respektive navne. Den konsoliderede enhed vi fremover have kontorer i såvel Danmark som Sverige.