2017-logo-50jahreltbweb-ny2

50 år med Jumbobogen i Tyskland

07.11.2017

For 50 år siden udkom første udgave af den tyske Jumbobog - Lustiges Taschenbuch. Den har solgt over 1 million eksemplarer, og nu kan Egmont Ehapa i Tyskland både fejre jubilæum og udgivelsen af udgave nummer 500, blandt andet med en pop-up store i Berlin.

Siden 1967 har tyskerne elsket Lustiges Taschenbuch (Jumbobogen i Danmark) og historierne om livet i Andeby. Her i efteråret kan Lustiges Taschenbuch fejre 50 års jubilæum sammen med udgivelsen af en fornem udgave nummer 500, og i dag 7. november åbner en Pop-Up Store i Berlin med særlige samlerudgaver af den populære bog.

Egmont har god hjælp fra læserne i markedsføringen. Garvede læsere giver nemlig deres gode oplevelser videre til næste generation.   

”Tyskere - og også østrigere og schweizere - elsker virkelig Jumbobogen på grund af alle de fantastiske Andeby-historier i dette unikke format. Læserskaren begynder i 7-8 års alderen og fortsætter op til voksenalderen. Mere end halvdelen af vores læsere er over 19, og ja, de giver denne gode tradition videre til deres børn,“ fortæller Peter Höpfner, Editorial Director hos Egmont Ehapa Media i Berlin.   

Han fremhæver også tilrettelæggelsen af bøgerne, den professionelle distribution og dygtige marketingkampagner som årsager til succesen:   

Lustiges Taschenbuch er alle vegne. Se selv efter næste gang du besøger Tyskland. Du vil finde bøgerne i særlige displays i lufthavnen, på togstationer og selvfølgelig i kiosker”.

Bekymrede forældre
Da serien udkom første gang i 1967, var mange læsere usikre på kvaliteten af tegneserierne. Voksne var bekymrede for dårligt sprog og korte sætninger. Nu om dage giver forældre og lærere bøgerne til børnene, fordi de ved, at det giver værdifuld læseerfaring, forklarer Peter Höpfner.   

Egmont Ehapa har siden 1967 udgivet langt over 1000 titler og solgt mere end 200 millioner eksemplarer af Lustiges Taschenbuch. Det årlige salg er nu på omkring 5 millioner bøger, og første udgave med onkel Joachim og Anders And på forsiden er stadig noget helt specielt:  

”Den har solgt over 1 million eksemplarer indtil nu – det er virkelig en bestseller!” siger Peter Höpfner.

Pop-up Store i Berlin
Fra oktober har jubilæet været fejret i Tyskland med masser af aktiviteter og særlige udgivelser for Jumbo-fans.   

”I første uge af november fejrer vi udgave nummer 500.Vi udgiver en Retro-Box med de første 10 bøger. Desuden producerer vi en eksklusiv coffee table book med alle forsider og masser af information – en sjov form for tilbageblik. Vi åbner også en særlig Pocket Pop-up Store i Berlin i november med en masse aktiviteter. Og så udgiver vi en særlig Fan-Edition med fem bøger i en boks. Bøgerne er sammensat efter læserne ønsker. På nettet kunne de vælge deres favorithistorier blandt 50 års historier. Fra fans til fans!”, siger Peter Höpfner.

Læs om jubilæet her.