aa-20--20togtema-20--20s-togs-kort-web-ny

Stort togtema i Anders And & Co.

13.06.2017

Hovedstadens S-togs-net blevet andeficeret i det nye nummer af Anders And & Co. – med hjælp fra læserne af Københavns lokalaviser og brugerne på Andeby.dk.

Fra Ripovre til Rapovre. Fra Andemøllen til Næbhavn. Fra Kyllingevej til Rapkøbing. Sådan lyder et lille udsnit af de togture, man kan tage på i Andeby-udgaven af hovedstadens S-togs-net. De mange skøre og fantasifulde navne har fundet deres vej til Andeby med stor hjælp fra læserne af Københavns lokalaviser og brugerne på Andeby.dk.

Resultatet er et flot og farverigt kort, som man kan udforske i det nye nummer af Anders And & Co., som udkommer den 15. juni.

En hyldest til fællesskabet på skinnerne
”Hvis der er noget, danskerne er fælles om, så er det vores forkærlighed for at køre i tog. Vi tager på over 250 millioner togture i Danmark om året, og undervejs tilbagelægger vi næsten 7 milliarder skinnekilometer i fællesskab. Uanset om vi besøger familie og venner, tager på ferie eller blot på arbejde, så har toget uden tvivl en helt særlig plads i danskernes hjerter,” forklarer Gitte Hoffmann Hansen, som er marketingchef hos Egmont Publishing, der udgiver Anders And-bladet.

”Det er netop dette specielle fællesskab, som vi gerne vil markere med et helt særligt togtema. Vi håber, at nummeret vil sprede glæde over hele Danmark – og måske inspirere læserne til at tage en togtur og læse de sjove historier undervejs!”

Bladet er fyldt med sjove toghistorier – herunder én, hvor Anders And er togfører i et af Andebys S-tog, og en anden, hvor han er en noget emsig togkontrollør.

Desuden er Anders And bladet en klassisk Carl Barks-historie fra 1957 med danske tekster af Sonja Rindom – blot 8 år inde i hendes 33 år lange karriere som oversætter af Anders And-historier.

Anders And & Co. nr. 24 udkommer den 15. juni.