rasmusklump-web

Rasmus Klump hædres som designikon

05.11.2014

Ny dansk designbog placerer Rasmus Klump blandt de 101 vigtigste danske designgenstande. Han er en litterær eksportsucces, kun overgået af H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard.

Der er Margretheskålen, Y-stolen og Post Danmarks røde postkasser. Og så er der Rasmus Klump. I bogen '101 danske designikoner', som er den første samlede fremstilling af de vigtige danske designgenstande, hædres Rasmus Klump for såvel sit design som sit univers af fred og fordragelighed.

Allerede fra sin fødsel som avisstribe i Berlingske Aftenavis i 1951 var Rasmus Klump en succes. Fire år senere optrådte Rasmus Klump i 120 aviser i hele 21 lande. Samlet har Rasmus Klump som stribe og i bøger nået et oplag på 20 mio. eksemplarer: ”– et litterært eksporteventyr, der kun overgås af H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard,” som der står i designbogen.

I 2007 købte Egmont rettighederne til Rasmus Klump og Michael Benzon, der er Head of Licensing i Egmont Publishing, er begejstret for, at figuren er kommet med i det fine selskab.  

”Jeg er hamrende stolt, og det viser endnu en gang, hvor stærkt et brand Rasmus Klump er. Egmonts mission har været at genrejse Rasmus Klump. Han er en klassisk dansk figur, som vi skal værne om, og som vi gerne vil dele med så mange som muligt,” siger han.

I dag er Rasmus Klump på ny til stede i 11 andre lande, men hans rejse er efter planen langt fra slut.