lykke-per-web

Optagelserne af ’Lykke-Per’ i gang

08.08.2017

Frem til midten af november optager TV 2 og Nordisk Film tv-serien ’Lykke-Per’. Bille August instruerer ’Lykke-Per’ med skuespillerne Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal i de centrale hovedroller.

De to hovedrolleindehavere i 'Lykke-Per' Katrine Greis-Rosenthal og Esben Smed sammen med instruktør BIlle August. (Fotos: Rolf Konow / TV 2)

Med Bille August som instruktør er optagelserne af TV 2s hidtil største fiktionsprojekt netop gået i gang – nemlig miniserien ’Lykke-Per’ baseret på Henrik Pontoppidans litterære mesterværk. Nordisk Film står bag produktionen, som også resulterer i en spillefilmudgave af ’Lykke-Per’.

For Bille August er filmatiseringen af Pontoppidans værk en mangeårig drøm, der går i opfyldelse.

- ’Lykke-Per’ er en moderne historie og samtidig en fantastisk kærlighedsfortælling – måske en af de smukkeste, der er skrevet. Per Sidenius er en selvrealiserende, moderne narcissist og fantast, som man – på trods af hans fejl – ikke kan lade være med at holde af. Overfor står hans forlovede Jakobe som et af de stærkeste kvindeportrætter, der nogensinde er skabt. ’Lykke-Per’ er drevet af relationer, og med de skuespillere, vi har på holdet, bliver det både nærværende og rørende, siger Bille August.

Titelrollen spilles af Esben Smed, der i februar blev hædret som Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin, og som bl.a. har spillet med i filmen ’Sommeren ’92’ og DR1-serien ’Bedrag’. I rollen som Jakobe ses Katrine Greis-Rosenthal, som bl.a. er kendt fra filmen ’Fasandræberne’, DR1-serien ’Broen III’ og TV 2-serien ’Bedre skilt end aldrig’.

På rollelisten står også bl.a. Peter Plaugborg, Rasmus Bjerg, Anders Hove, Tammi Øst, Tommy Kenter, Morten Hauch-Fausbøll, Ole Lemmeke, Benjamin Kitter og Julie Christiansen.

Optagelserne til miniserien ’Lykke-Per’ er begyndt i København og kommer også til at foregå på Lolland, i Jylland, på Fyn og i Østrig.

’Lykke-Per’ produceres af Nordisk Film og TV 2 med støtte fra Det Danske Filminstitut og Public Service Puljen samt FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje.

Bille August, der tidligere har stået bag internationale filmsucceser som ’Pelle Erobreren’ og ’Den gode vilje’, har skrevet manuskriptet til ’Lykke-Per’ sammen med sin søn, manuskriptforfatter Anders August.

TV 2 forventer at sende ’Lykke-Per’ som miniserie i begyndelsen af 2019 – på TV 2 og TV 2 PLAY.

Læs mere hos TV 2