lars-johan-jarnheimer-887x499

Ny bestyrelsesformand i Egmont

18.04.2017

Lars-Johan Jarnheimer er ny bestyrelsesformand i Egmont. Steen Riisgaard udtræder efter 15 år i bestyrelsen. Josh Bottomley og Christian Wegner indtræder i bestyrelsen.

Lars-Johan Jarnheimer (57) er udnævnt til formand for bestyrelsen i Egmont Fonden og Egmont International Holding A/S. Jarnheimer er svensker og blev medlem af bestyrelsen i 2011. Han er forhenværende adm. direktør for Tele2 AB. Jarnheimer er bestyrelsesformand for INGKA Holding BV (IKEA-group), Qliro AB og Arvid Nordquist samt medlem af bestyrelserne i SAS Group og Elite Hotels.

Steen Riisgaard (65) udtræder af Egmonts bestyrelse efter 15 år, hvor Egmont har øget sin forretning og sine almennyttige aktiviteter betydeligt. 

Egmont udnævner desuden to nye bestyrelsesmedlemmer, der har stor erfaring fra mediebranchen, forbrugerteknologi og digital udvikling:

Josh Bottomley (49) er global digital chef for HSBC, en førende global bankkoncern. Bottomley har tidligere været global chef for display-annoncer hos Google. Han har baggrund i medie-, finans- og konsulentbranchen, herunder The Financial Times Group, Goldman Sachs og McKinsey & Co. Josh Bottomley er brite og har en MA i økonomi fra Trinity College i Cambridge og en MBA fra INSEAD. 

Dr. Christian Wegner (42) var indtil nylig ansat i ProSiebenSat.1, en førende tv-koncern i Tyskland. Wegner har været Chief Digital Officer og medlem af direktionen med ansvar for Venture, Digital og eCommerce. Før Wegner kom til P7S1, arbejdede han i McKinsey & Co. Christian Wegner er tysker og har en MBA fra Johannes-Wolfgang-Goethe Universitet i Frankfurt og en ph.d. fra Witten-Herdecke Universitet. 

“Bestyrelsen takker Steen Riisgaard for hans dedikerede arbejde som formand for Egmont. Siden han indtrådte i bestyrelsen i 2002 er Egmonts forretningsmæssige og almennyttige aktiviteter vokset betydeligt i et omskifteligt marked. Jeg vil også gerne byde velkommen til de to nye bestyrelsesmedlemmer, Josh Bottomley og Christian Wegner. Med dem om bord bliver bestyrelsen suppleret med to stærke profiler, der har omfattende international erfaring med medier, forbrugerteknologi og digital udvikling,” siger Lars-Johan Jarnheimer. 

“Det har været en fantastisk rejse at have været en del af Egmonts stærke udvikling og vækst de seneste 15 år. Jeg er stolt af Egmonts unikke indhold, resultater, dybdegående digitale transformation og de sociale aftryk Egmont har sat gennem sine almennyttige aktiviteter i Danmark og Norge,” siger Steen Riisgaard. 

Egmonts bestyrelse består nu desuden af Torben Ballegaard Sørensen, som er udnævnt til næstformand, Ulrik Bülow, Jeppe Skadhauge, Martin Enderle samt medarbejderrepræsentanterne Marianne Oehlenschlæger, Tine Staunsager og Anna von Lowzow.