Logo

RSS Print

Juryens store pris til Sameblod i Seattle

Filmen Sameblod, der er produceret af Nordisk Film, modtog hovedprisen ved Seattle International Film Festival.

Filmen Sameblod, der er instrueret af Amanda Kernell og produceret af Nordisk Film, modtog i weekenden den fornemme hovedpris ved 2017 Seattle International Film Festival.
Sameblod modtog juryens store pris i den officielle konkurrence. 

Dramaet Sameblod fortæller historien om den samiske teenagepige Elle Marja (spillet af Lene Cecilia Sparrok), der drømmer om et andet liv, efter hun bliver udsat for racistiske og racehygiejniske udfald på sin skole. Drømmen kan kun gå i opfyldelse, hvis hun bryder alle bånd til sin familie og kultur.

Juryen valgte filmen som festivalens vinder på grund af dens “smukt nuancerende skildring af kampen for at opdage, hvem du er, både på grund af og på trods af, hvor du er fra”.

Juryen roste også inddragelsen af en skandinavisk kultur, der sjældent bliver set.

Lene Cecilia Sparrok blev desuden hædret med prisen Golden Space Needle Award som bedste kvindelige skuespiller for sin rolle i Sameblod.

Sameblod havde verdenspremiere på Filmfestival i Venedig, og filmen er produceret af Lars G. Lindström for Nordisk Film Production, Sverige. Tomas Radoor og René Ezra er danske co-producenter.