topm-c3-b8de-web

Jeg vil gøre min mor stolt, men hun ved det ikke

01.04.2017

Egmont Fondens Børnetopmøde lytter til børnene. 30 anbragte børn gav lørdag gode råd om, hvordan flere børn på opholdssteder og hos plejefamilier kan få en ungdomsuddannelse.

”Jeg vil rigtig gerne være sygeplejerske, selv om det er et stort pres med alle de fag, jeg skal have på højt niveau på gymnasiet. Jeg vil gerne gøre min mor stolt, men hun ved det ikke, for jeg har ikke talt med hende i meget lang tid”.

Emilie er en af de 30 unge på Børnetopmødet. Hun bor hos en plejefamilie, og hun drømmer om at blive sygeplejerske. Men statistikken er imod hende. Generelt klarer anbragte børn og unge sig dårligere i uddannelsessystemet end jævnaldrende unge. 40 procent af de børn, der er anbragt udenfor hjemmet, har som 16-årige ikke taget Folkeskolens afgangsprøver, og kun 30 procent af dem gennemfører en ungdomsuddannelse, før de bliver 25 år. Der er behov for at høre, hvordan de unge selv mener, at den statistik kan ændres, og derfor var 30 anbragte unge lørdag samlet på Egmont Fondens Børnetopmøde for at give de voksne gode råd. 

Uddannelse beskytter mod arbejdsløshed, misbrug og kriminalitet, og derfor er det vigtigt, at anbragte unge får hjælp til at klare sig igennem uddannelsessystemet, lyder det fra Egmont Fonden, der har taget initiativ til topmødet.

”Der er brug for nye indsatser, der kan styrke anbragte børn og unges læring. Og det er vigtigt at inddrage de unge selv, hvis vi skal skabe positive og bæredygtige forandringer,” siger Henriette Christiansen, der er direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration.

På topmødet kom de unge med råd til den gode skoledag: Få sovet godt, få en rolig start på dagen, vær engageret og mød op i godt humør. Og der var også råd til lærerne: Lyt til de unge, hav forståelse for, når den unge har det svært. Og de unge ønsker mere humor, mere frihed og mere fysisk aktivitet ind i dagligdagen.

Vær ligeglad med, hvad andre siger
De unge topmødedeltagere gav også deres bud på, hvordan man bedst kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Selv om de fleste glæder sig til at komme videre efter folkeskolen, er skiftet til en ungdomsuddannelse også endnu et opbrud. Ny skole, nye kammerater, lærere og igen forklaringen om en opvækst uden far og mor.

”Det bekymret mig, at jeg skal væk fra mit opholdssted. Når man nu har boet der lang tid”, siger Malthe.

På Børnetopmødet samlede de unge også gode råd til den svære overgang til uddannelse: Vær ligeglad med, hvad andre siger. Tro på dig selv. Følg din drøm og vær ikke bange for at fejle og få læreren til at tage den svære snak med klassen og bryd tabuer.

Rådene blev afleveret til formand for Børnerådet, Per Larsen og til Benny Andersen, der er formand for Socialpædagogerne, der takkede for de unges gode råd.

”Jeg glæder mig til at smaske jeres råd lige i hovedet på dem, der tager beslutninger. Jeg vil gerne hyre hele banden her som ambassadører. Vi mener, at når man skal anbringes et sted, skal man selv tages med på råd, for de største eksperter om barnets situation er barnet selv,” sagde Per Larsen.

Og med diplomer tog Egmont Fondens første topmødedeltagere trætte og glade hjem efter en lang arbejdsdag for anbragte børn.