Logo

RSS Print

Isbjørnen 2017 er uddelt

Nordisk Film Fondens tre hæderspriser er for første gang blevet overrakt under én samlet prisuddeling.

Nordisk Film Fonden har torsdag aften for første gang uddelt sine tre årlige hæderspriser under én samlet prisuddeling: ISBJØRNEN. Med den danske skuespillerinde Birgitte Hjort Sørensen som vært løb prisuddelingen af stablen ved et festligt gallaarrangement for den danske filmbranche i Nordisk Films studier i Valby. 

Tre danskere blev hædret og modtog de tre priser: Filminstruktøren Fenar Ahmad modtog Nordisk Film Prisen 2017 på 111.000 kr. (1.000 kr. gange Nordisk Films alder), Nikolaj Coster-Waldau modtog Ove Sprogøe Prisen 2017 på 30.000 kr., og production designer Sabine Hviid modtog Erik Ballings Rejselegat på 50.000 kr.

Nordisk Film Prisen 2017 går til Fenar Ahmad

Årets helt store gennembrud blandt danske filminstruktører herhjemme må Fenar Ahmad tegne sig for. Hans debutfilm “Ækte Vare” fra 2014 tiltrak sig stor opmærksomhed og ros fra anmelderne, men det er med hans anden spillefilm, actionbraget “Underverden” med Dar Salim i hovedrollen, som fik premiere i starten af året, at han brød afgørende igennem på den danske filmhimmel. Med fem- og seksstjernede anmeldelser over hele linjen og 180.000 solgte biografbilletter er filmen blevet en af årets helt store succeshistorier herhjemme.

Med Nordisk Film Prisen 2017 træder han i fodsporene på tidligere prismodtagere som bl.a. Lars von Trier, Anders Thomas Jensen og Tobias Lindholm, og på scenen fik Fenar Ahmad bl.a. følgende motivering med på vejen:

“Årets prismodtager er flabet. Også i sit filmsprog. Hans film er smidige og mættede af blod, sved og tårer. Han evner og elsker at underholde sit publikum, og gennem sine film åbner han døre ind til parallelvirkeligheder i vores samfund… men til trods for at hans film udspringer af meget specifikke miljøer, formår han at fortælle almengyldige historier. Mytologiske historier der vækker genklang i de fleste. Han er ikke naturalist som fortæller. Men ynder at fortælle episk, i et højt tempo og med et stort bankende hjerte.”  

Ove Sprogøe Prisen 2017 går til Nikolaj Coster-Waldau

Én af dansk films allerstørste stjerner, Nikolaj Coster-Waldau, har haft et fremragende år. Med en forrygende anmelderrost hovedrollepræstation i den danske film “3 ting”, en ligeledes imponerende indsats i den amerikanske film “Shot Caller” samt rollen som Jaime Lannister i syvende sæson af verdens mest populære tv-serie i disse år, “Game of Thrones”, har Nikolaj Coster-Waldau endnu engang cementeret sin status som en skuespiller i dansk og international særklasse. Det har priskomiteen bag Ove Sprogøe Prisen nu valgt at kvittere for, og derfor bliver han den 12. modtager af prisen, som tidligere er blevet tildelt bl.a. Lene Maria Christensen, Mia Lyhne, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Danica Curcic og Ulrich Thomsen. 

Prisen blev motiveret af formanden for Dansk Skuespillerforbund, Katja Holm, som bl.a. sagde: 

“Dit spil er afdæmpet, inderligt og næsten altid med en humoristisk undertone. Nogle gange næsten umulig at få øje på, andre gange et enkelt blik, en enkelt trækning, der vidner om en iboende troldsplint. En menneskeliggørelse, en humanisering, også af det inhumane. Du går til arbejdet med dedikation og øm opmærksomhed. Og det mærker vi helt ned i salen og foran skærmen… Vi mærker mennesket, engagementet, humoren og sårbarheden. Og det vil vi gerne se. Og se mere af.”

Nikolaj Coster-Waldau kunne desværre ikke selv være til stede ved prisoverrækkelsen, da han er på arbejde i udlandet. Prisen blev derfor modtaget på scenen af hans mor Hanne Søborg Coster, men i en videotale fra settet sagde han bl.a.:

“Jeg blev meget overrasket, da jeg fik beskeden om prisen. Ove Sprogøe er en helt for mig og mange danske skuespillere, og jeg voksede op med alle hans præstationer. Og at se hans arbejde er stadig en stor inspirationskilde for mig. At få denne pris oven i mit 25-års jubilæum som skuespiller gør mig virkelig lykkelig.”

Erik Ballings Rejselegat går til Sabine Hviid

Sabine Hviid er en af de lysende stjerner, når vi taler om production designere i Danmark. Alene de seneste tre år har hun været med til at skabe “Underverden” (2017), den Robert-vindende “Der kommer en dag” (2016), Ali Abbasis spillefilmsdebut “Shelley” (2016), den sidste film i Antboy-trilogien, “Antboy 3” (2016) og “Når dyrene kommer” (2014). 

Med Erik Ballings Rejselegat kommer hun i klub med prominente navne som Susanne Bier, Nikolaj Arcel, Bent Fabricius-Bjerre og Lise Nørgaard. Sabine Hviid modtog prisen på scenen af juryformanden for Erik Ballings Rejselegat, producer Mikael Rieks, bl.a. med følgende ordlyd:

“Det er tydeligt for os, at Sabine Hviid er det store samlende element i værkerne med et stærkt moderne udtryk, som fastholder filmkunsten, udfordrer den visuelle fortælling og fremtidssikrer filmen som fortælleform. Sabine Hviid har en særlig evne til at møde publikum i øjenhøjde. Hendes blik for både filmens overordnede udtryk og selv de mindste detaljer giver Sabine Hviid en sjælden evne til at skabe verdener, som er tro imod filmenes præmis og tematik, men som samtidig fremstår som et værk i værket.”

Om Nordisk Film Fonden

Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem de seneste 20 år. Fonden hjælper unge talenter ud i verden ved hjælp af legatportionerne Store- og Lille Isbjørn. Derudover yder fonden støtte til nye projekter med det formål at øge innovationskraften i filmbranchen ved at støtte projekter, der implementerer nye ideer og tiltag, som skaber værdi såvel kunstnerisk som teknisk, og som har fokus på talentudvikling.

Nordisk Film Fonden står blandt andet bag Isbjørnens Forfattercamp, der over tre år giver en række danske og nordiske manuskriptforfattere mulighed for at blive endnu bedre, ligesom Nordisk Film Fonden også støtter den alternative filmskole Super 16, som har fostret en lang række talenter. Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche og har en årlig bevilling på fem mio. kroner. 

Foto af Nikolaj Coster-Waldau er taget af Isak Hoffmeyer.