Logo

RSS Print

Egmont Publishing vil fordoble omsætningen på e-commerce

Egmont Publishing forventer vækst i 2018. CEO for Egmont Publishing Torsten Bjerre Rasmussen fortæller her om strategien for magasinforretningen, som også omfatter en markant satsning på succesfulde e-commerce virksomheder Foto: Henrik Flydtkjær

Kendte titler, som i Danmark omfatter både Euroman, ALT for damerne, Hjemmet og Eurowoman får i stigende grad nye familiemedlemmer i Egmont Publishing – de kommer blandt andet fra de e-commerce virksomheder, som Egmont Publishing investerer i. Formålet er blandt andet at etablere et tæt samarbejde med magasinerne, fortæller CEO i Egmont Publishing Torsten Bjerre Rasmussen:

”Vi har investeret i en række e-commerce virksomheder, som har haft markant vækst. I løbet af de kommende tre år, forventer vi, at omsætningen i vores e-commerce portefølje bliver lige så stor, som vores magasin-forretning,” siger han og understreger, at magasinforretningen fortsat ventes at give langt det højeste afkast.

De virksomheder, som Egmont investerer i, er vækstvirksomheder, hvor formålet på kort sigt er, at deres omsætning skal vokse kraftigt – markant indtjening har et lidt længere perspektiv:

”Vores ambition er, at vores e-commerce virksomheder inden for nogle år skal være førende i Norden inden for hver deres niche. Når det sker, vil de også begynde at tjene flere penge på bundlinjen,” siger Torsten Bjerre Rasmussen.

Egmonts e-commerce virksomheder ligger inden for fem nicheområder; forældre/barn med Jollyroom, køkken og design med Backaren &Kokken og GoShopping, skønhed med Nicehair.dk og Med24.dk samt outdoor med Outnorth og Fjellsport. I 2017 bliver omsætningen i porteføljen omkring 1,7 mia. kr., fortæller Torsten Bjerre Rasmussen:

”Og vores mål er, at den omsætning skal fordobles over de næste tre år. Det kræver både organisk vækst og flere opkøb,” siger han.

Noget nyt og stort i 2018
De 1,7 mia. kr. kan dog ikke læses ud af regnskabet hos Egmont Publishing, der i 2016 havde en omsætning på knap 4. mia. kr. Det er nemlig primært minoritetsandele i e-commerce selskaberne, Egmont har købt. Men i takt at Egmont i nogle tilfælde sætter sig for bordenden, byder 2018 ifølge Torsten Bjerre Rasmussen på noget stort: 

”Det nye er, at omsætningen allerede fra 2018 vil stige, således at Egmont Publishing er en vækstforretning,” siger han.

Et andet spor i Egmont Publishings strategi er investeringer inden for marketing services. De omfatter foreløbig ejerandele i bureauer som Very Patchwork, s360, KAN, SEMPRO og det svenske bureau Ingager, som markerede årets første investering. Den forretningsgren udgør omkring syv procent af Egmont Publishings omsætning i dag – og det niveau forventes at holde fremover, hvilket kræver vækst, da E-commerce omsætningen også vil bidrage markant.

De mange læsere af Egmonts Publishings magasiner og ugeblade i både Danmark og udlandet behøver dog ikke frygte for, at investeringerne sker på bekostning af titlerne:

”Magasiner er stadig et stærkt format og det vil det også være fremover. Du kan ikke lægge et magasin frem i en bus eller andre steder, uden at nogen tager det. Antallet af folk, der køber det loyalt hver uge eller måned bliver dog færre., selvom formatet også har vist, at man ikke har problemer med at holde fast i den samlede læserskare," siger Torsten Bjerre Rasmussen i et interview med MediaWatch og understreger, at han ingen forventning har om, at magasinerne og e-commerce virksomhederne skal lægges sammen organisatorisk:

”De skal samarbejde, hvor det giver mening,” fastslår direktøren.