egmont-banner-vildesvaner-1200x450

Carlsen-illustrator fik Kulturministeriets Illustratorpris

15.04.2015

Lars Gabel hædret for ”De vilde svaner”

Det Egmont-ejede forlag Carlsen har al mulig grund til at være stolt over Lars Gabel, som har fået Kulturministeriets Illustratorpris for billedbogen De vilde svaner.

Lars Gabel har vundet den flotte pris for sit arbejde med Carlsen-bogen, som er en genfortælling af H. C. Andersens eventyr fra 1838.

”Vi er meget glade på Lars Gabels vegne. Lars har i mange år beriget de danske læsere med de smukkeste illustrationer, og denne pris er en velfortjent anerkendelse af et stort talent. Stort tillykke til ham herfra,” siger Camilla Schierbeck, forlagschef hos Carlsen.

Den nedsatte komite i Kulturministeriet har også rosende ord til Lars Gabel, som efterhånden har illustreret en række værker for Carlsen – inklusiv den nu prisvindende bog De vilde svaner.

”Lars Gabels illustrationer er lavet i smuk overensstemmelse med både det eventyrlige og det foruroligende i Andersens eventyr,” skriver komiteen blandt andet i begrundelsen for indstillingen af Lars Gabel.

Kulturministeriets Illustratorpris er blevet uddelt siden 1979 og er på 75.000 kroner.