Logo

RSS Print

Ove Sprogøe Prisen 2015 går til Ulrich Thomsen

I 10-året for prisens indstiftelse modtog den populære skuespiller prisen for sin præstation som Richard ”Ricardo” Møller Nielsen i ”Sommeren ’92”.

Fotograf: Kristian Septimius Krogh

I dag ville Ove Sprogøe været fyldt 96 år, og i den anledning blev Ove Sprogøe Prisen uddelt for 10. gang. I år gik prisen til Ulrich Thomsen for sin anmelderroste præstation som Richard ”Ricardo” Møller Nielsen i succesfilmen ”Sommeren ’92” om fodboldlandsholdets EM-triumf i Sverige.

Med prisen fulgte både en check på kr. 30.000,- fra Nordisk Film Fonden og en helt ny Ove Sprogøe-prisstatuette skabt specielt til 10-års jubilæet. Statuetten er en buste af Ove Sprogøe, udført i bronze af kunstneren Kathrine Schrøder Moseholm.

Dagens prisuddeling fandt sted på Scene 3 hos Nordisk Film med Nicolaj Kopernikus som vært.

Kulturminister Bertel Haarder overrakte Ove Sprogøe Prisen 2015 til Ulrich Thomsen, og på scenen blev valget motiveret af priskomitémedlem Kim Skotte, filmredaktør og filmanmelder på Politiken, som bl.a. sagde følgende: 

- Hans fortolkning af det fynske bøgetræ Richard ’Ricardo’ Møller Nielsen i Kasper Barfods film om dengang det danske fodboldlandshold sensationelt vandt EM, er en helt usædvanlig smuk balancering af humor og alvor. Ulrich Thomsen ligner ikke i skræmmende grad den forkætrede fynske fodboldtræner med de mildest talt originale fyndord. Men det glemmer man alt om, når man har set fem minutter af ”Sommeren ’92”. Så ER Ulrich Thomsen Ricardo. En landstræner som nu har både publikum og Historien på sin side. Det er svært at lave fodboldfilm, som dufter af sved og læder på den rigtige måde. Endnu sværere er det at portrættere fodboldpersonligheder, som stadig står mejslet i alles erindring. Men Ulrich Thomsen får det til at se legende let ud, at skabe en Ricardo, som griber os om hjertet, får os til at le og giver en hårdtarbejdende mand æresoprejsning med et helt igennem solidarisk portræt.

Om Ulrich Thomsen – fra Vinterberg til Bond, Oscar og amerikansk tv
Ulrich Thomsen er én af sin generations største danske skuespillere. På teatret har han brilleret siden midt-90’erne, men det er først og fremmest på film og TV, at han har slået sit navn fast som en stor stjerne både i Danmark og udlandet.

Blandt hans mange uforglemmelige præstationer herhjemme husker man ham især for ”De største helte” (1996), ”Festen” (1998), ”Blinkende lygter” (2000), ”Arven” (2003), ”Brødre” (2004), ”Adams æbler” (2005) og den Oscar-belønnede ”Hævnen” (2010). Internationalt har han sat sit tydelige aftryk i en række store europæiske og amerikanske produktioner, bl.a. som Bond-skurk i ”The World is not Enough” (1999), thrilleren ”The International” (2009) og Proctor i den amerikanske tv-serie ”Banshee” (2013-16).

I år har han på den hjemlige front medvirket i Susanne Biers ”En chance til” (2015) og senest ”Sommeren ’92” (2015), og den 14. januar er der premiere på Thomas Vinterbergs ”Kollektivet” (2016) med Ulrich Thomsen i den mandlige hovedrolle.

Endelig har han også stået bag kameraet på den barske kærlighedshistorie “In Embryo” som han både har skrevet, instrueret og produceret og som forventes at få premiere i 2016.

Om prisen
Ove Sprogøe Prisen er etableret som en hyldest til én af Danmarks mest folkekære skuespillere. Den er oprindeligt indstiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film med donation af honorarerne fra forfatterne bag bogen ”Den fynske vulkan” og med indtægterne fra de mindeforestillinger, Nordisk Film afholdt efter Ove Sprogøes bortgang i september 2004.

Siden 2011 er Ove Sprogøe Prisen blevet uddelt af Nordisk Film Fonden. Prisen på 30.000 kr. tildeles en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på teatret eller på film det forgangne år, og i udnævnelsen er der lagt vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til at opnå samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe.

Priskomitéen består af Morten Grunwald, Bent Fabricius-Bjerre, Bo Christensen, Jan Lehmann, Christian Have, Lisbet Dahl, Jørgen Sprogøe, Katja Holm og Kim Skotte.Ove Sprogøe Prisen uddeles i år for 10. gang og er tidligere tilfaldet (i kronologisk rækkefølge) Niels Ellegaard, Nicolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen, Signe Egholm Olsen, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Mia Lyhne og senest Danica Curcic.