Logo

RSS Print

Film

Egmont er Nordens største filmproducent. Gennem Nordisk Film og det del-ejede selskab Zentropa producerer, distribuerer og markedsfører vi film og serier i Norden og driver biografer i Danmark og Norge.

Fra talentudvikling og udarbejdelse af filmmanuskript, over filmoptagelser, markedsføring og billetsalg – til fremvisningen i biografens mørke: Egmont er med hele vejen.

Vi står bag store film til det brede publikum, som f.eks. Klassefesten og afdeling Q filmene. I 2016 opnåede Nordisk Film Production desuden meget stor international anerkendelse med den Oscar Nominerede ”Krigen” og den meget prisbelønnede film ”Under Sandet”. I Sverige og Norge lancerede Nordisk Film sidste år de mest sælgende lokale film -  henholdsvis ”En man som heter Ove” (1.7 mill. biografbilletter) og ”Bølgen” (830.000 biografbilletter)

Vi står også bag mindre, skæve film til et smallere publikum, hvor film- og manuskripttalenter får en platform til at afprøve deres idéer og udvikle både sig selv og dansk film. Sidste år uddelte Nordisk Film Fonden i alt 4,5 mio. kr. til bl.a. signaturprojektet Isbjørnens Forfattercamp, som skal styrke professionelle manuskriptforfattere.

Vi har afdelinger i både Danmark, Sverige og Norge og arbejder tæt sammen med internationale partnere. I samarbejde med det internationale filmselskab Lionsgate/Summit står Nordisk Film bag lanceringen af populære globale francises som The Hunger Games i alle fire nordiske lande.

Nordisk Film Biografer er den førende biografkæde i Danmark og Norge. Vi tager hvert år i mod ca. 10 millioner biografgæster i vores i alt 39 biografer, heraf 18 i Danmark. Alle biografernes 208 sale er udstyret med den bedste og mest moderne digitale teknologi – f.eks. bliver filmene i vores biograf i Fields på Amager vist med Nordeuropas første laserprojektor. Derudover kan flere af vores sale forvandle sig til at være scener eller koncertsale. Blandt andet bliver vores biograf Imperial, som er Nordens største biograf, flittigt brugt til både gallapremierer og prisuddelinger.

Udover at producere film til både biograf, DVD og TV, distribuerer og markedsfører vi også film digitalt på tværs af alle platforme i hele Norden. Desuden er vi distributør for Sony PlayStation i de nordiske og baltiske lande.

Egmonts selskaber har været med helt fra filmens barndom og har produceret skelsættende film, der har skrevet sig ind i filmhistorien, f.eks. filmene om den småkriminelle Olsen Banden og tv-serien Matador.